SALON THE CHAIR – EN ÆRA ER SLUT

Hvordan siger man tak til så mange mennesker efter mere end 10 år og for nogen endda længere? Jeg er beæret over at have fået lov til at være med på jeres livsrejse. Vi har delt alverdens glæder og successer: nye jobs og uddannelser, ny (og gammel) kærlighed, frieri og ægteskab, det første barn, andet og tredje samt hunden og Volvoen, rejser og nye oplevelser, fødselsdage og fester. Og mest ægte af alt, så har vi delt tårer og smerte, når livet har gjort ondt. Dybe snakke, som har handlet om alt andet end vejret, trods at det til tider også har været deprimerende.

Vi har lavet en gentagelse af sidste frisure og skabt nye looks for at sammen gå mod nyt. I har haft tilliden til at dele mere, end jeg kunne drømme om.

I har taget jeres børn med, som nu er vokset mig over hovedet, og hvor min rolle føles mere som ven af familien end frisør. Jeg har set nogle af jer oftere, end jeg har set min egen familie. I er blevet mere venner end kunder – en del af mit hjerte og evige minder.

I skrivende stund triller tårene på mine kinder af taknemmelighed. Sikke en rejse.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har elsket at gå på arbejde hver eneste dag. Det er dog heller ingen hemmelighed, at jeg har kæmpet mig igennem personlige kampe, som har gjort, at jeg står stærk i mig selv i dag og har taget beslutningen om at skulle ud på et nyt eventyr. Jeg håber inderligt, at jeg har inspireret og plantet en tanke om, at alt er muligt for netop dig.

Pludselig handlede min forretning om alt andet end hår. Men om relationer og mennesker. Tillid og tryghed. Et “kundetræ”, hvor mange er forbundet på kryds og tværs. Tænk at være så heldig at kunne stille spørgsmål som: “Sagde hun ja?” “Bestod du?” “Hvordan har du det?” “Er du okay?” Eller sætninger som: “Jeg er her, hvis du har brug for det.” “Hils derhjemme.” “Held og lykke, jeg hepper på dig.” Jeg vil for altid være taknemmelig for 18 år i branchen og med jer som kunder.

Jeg hopper med alt, hvad jeg har og ejer, med hovedet først og starter min mission om at hjælpe så mange som muligt til et bedre liv med overskud og glæde, dog under varmere himmelstrøg i Dubai.

Der er mange, der har spurgt: “Kan vi følge med? Må man følge dig på Instagram?” Og JA, det må man. Det vil være mig en glæde at se jer online.

Instagram: @coccomiereneeh @highperformancebusinessacademy @thechairdk

Hvilket ord man bruger, når tak ikke føles som nok, men I forstår pointen.

Over and out,
(Cocco) Mie (Reneeh)

HVAD SÅ MED SALONEN?

Jeg har sidste dag i salonen lørdag den 14. December 2024. 

Jeg deler mere information om ny ejer når alt er faldet på plads. 

 

NYHED! Nu kan du få dine yndlings produkter lige til døren!

Se hele udvalget under SHOP og forkæl dig selv med alt fra skønne velduftende shampooer, plejende hårkure og styling der skaber dit look.